Tirsdag den 30. Marts

Idag var planen at vi sammen med Ehrbahn skulle til to trails der ligger ved Joshua Tree National Park - det ene et trail omkring en gammel guldmine og den anden et trail der kaldes "The Longest Tunnel". Tanken var, at vi efter vi havde taget de to trail, ville køre gennem Joshua National Tree Park, tage de caches der lå der, og kører tilbage til hotellet.

Vejen til guldminen var meget lang og svær, og bestod af meget uvejsomt terræn, skiftesvis sand, store sten og huller i vejen. Ruten fra hovedvejen og indtil området hvor trailet lå, strakte sig mere end 10 km. På et tidspunkt måtte vi opgive at køre længere i bilerne, da terrænet var så hårdt, at vi frygtede at vi ikke ville være i stand til at komme tilbage, hvis vi tog chancen og kørte videre. Det viste sig at være et fornuftigt valg. Vi efterlod bilerne og vandrede ud til den første cache.

Turen til trailet havde taget længere tid end forventet, og det var faktisk blev middagstid, solen stod højt på himlen og brændte ubamhjertigt. Naturen er fantastisk. Det ligner fuldstændig det vilde vest som man har set på film. Barske omgivelser, brutale rå bjerge, fladt barskt land - og intet andet at se så langt øjet rakte. Foran os lå de majestætiske bjerge. Det var let at forestille sig cowboys til hest galopere hen over ørkengulvet og hvordan indianeren kunne stå deroppe på klippekanterne. Det var ubeskriveligt smukt.

På grund af cachene blev vi ledt rundt i området, frem til en tidligere guldmine, frem i terrænnet og op og vandre. Overalt kunne vi se hvordan foråret var ved at komme. Flere kaktusser var ved at springe ud - flere ørkenblomster blomstrede, og et par gange så vi små "ørkenrotter" pilen afsted.

Vi fik taget trailet og fandt tilbage til bilen. Dog var det svære at komme tilbage end det havde været at komme dertil. Det var svært at finde vejen igen - trods GPS! - Men det lykkedes da.

Vi besluttede at køre videre og finde det trail der bliver kaldet "The longest Tunnel". Vi var fortrøsningsfulde da vi så at den kun lå nogle km inden i landskabet og umiddelbart synes let at komme til, og ville være en nemmere opgave end det første trail som havde budt på en noget udfordrende køretur. Vi havde dog ikke kørt mange meter før vi måtte give op. Ørkensandet var for blødt, vi sank i og kunne dårligt kommer hverken frem eller tilbage. Vi snakkede om og overvejede om vi kunne gå derud, men da det efterhånden var blevet eftermiddag, samt det fakturm at det ville være en gåtur på mere end 2,5 km ud til den første cache i tung sand ( - og nok yderligere mindst 1 km før man var nået til vejs ende på trailet og alle cachene)- besluttede vi at det ikke var muligt at tage dette trail, og valgte istedet at køre videre til Joshua. På vejen fik vi lige et par enkelte caches, hvoraf WD havde stået bag nogle enkelte.

Joshua er en stor oplevelse! Det er meget smuk, rå og barsk natur, med kæmpe klippeformationer, kaktusser, Joshua Tree´s - som stod så tæt og der var så mange, at det udgjorde små skove. Vi valgte at køre til det højeste punkt, et udsigtspunkt - Keys Point, hvorfra der var en fabelagtig udsigt